Dagligdag

Skolen har åbent for elever fra 7.00-16.00.

Hver morgen inden kl. 8 er der mulighed for at få morgenmad inden skoledagens start. Kl. 9.30 er der 10-pause, hvor det er muligt at få frugt og knækbrød. Kl. 11.30 spiser eleverne deres medbragte mad.

I undervisningstiden udbydes folkeskolens fulde fagrække til relevante klassetrin, ligesom der er fokus på bevægelse i skoletiden. Efter endt skoledag er det muligt for eleverne at blive på skolen og deltage i organiseret aktivitet.

Sport og leg er en stor del af hverdagen på skolen og bruges til at træne sociale kompetencer. Vi tager i svømmehal, til thaiboksning, bruger Nørrebrohallen, går til parkour, spiller fodbold og bordtennis.

Vi har to ladcykler, som vi bruger meget. Dels er cyklerne et transportmiddel, som tager os steder hen, dels er de et pædagogisk redskab. Sådan en cykeltur kan skabe ro og åbne for gode samtaler. Vi går også ture og tager både bus og metro med eleverne. Her er der fokus på færdselstræning og hvordan man færdes i det offentlige rum.

Vi har på skolen nogle faste traditioner, som giver børnene en fornemmelse af et skoleår og gentagelser, der giver en rytme i skolelivet.