Et trygt og overskueligt miljø
Ægirskolen er en dagbehandlingsskole for børn og unge, som har dårlige erfaringer med at indgå i et ordinært skoletilbud. Vi oplever, at disse børn og unge kan gøre det godt, når de kommer i mindre og mere overskuelige rammer. Her kan vi give dem nærvær og individuel behandling, så de kan få frigjort ressourcer til indlæring og uddannelse.
Rummelighed. De børn og unge, der ikke oplever at der er plads til dem andre steder, kan opleve at der er plads til dem hos os. Vi organiserer os på en måde, så der er plads til alle. Vi er nysgerrige på hvem de er og hvad de kommer med. Vi tror på at alle har ressourcer, som vi arbejder hårdt på, at de selv skal opdage.
Relation. Vi har fokus på at opretholde relationen. Uanset hvad der er sket, så er det de voksnes ansvar. Hver dag er en frisk start hvor ingen mødes med gårsdagens hændelser. Mange af vores elever kommer med oplevelser fra folkeskolen, som har givet dem en følelse af at være ”forkerte”. Hos os tager de voksne ansvar for situationen, så det aldrig bliver børnenes ansvar.
Tillid. Vi tror på at de kan. Måske kan de det ikke første gang – men hvis vi holder ved, og har tillid til at det lykkes, så ender det godt. Vi ved at det er svært, men vi ved også at de kan rykke sig. Selvfølgelig kan de det – og ellers er det vores ansvar at organisere det, så de kan lykkes.
Skolen er delt op i to afdelinger.
Afdelingen for de yngste klasser (0.-5. klasse) er beliggende på Bragesgade 8D, 2200 Kbh. N. Her er vi naboer til Nørrebrohallen, hvor vi spiller bold og leger bevægelseslege. Vi bruger også Den Røde Plads og legepladsen Blæksprutten, når vi holder pauser. Nørrebroparken er ligeledes tæt på og bliver flittigt brugt.
Afdelingen for de ældste klasser (6.-10. klasse) ligger i et baghus på Bjelkes Alle 18, Kbh. N. En lille oase tæt på kiosker, caféer og offentlig transport. Vi bruger især Nørrebroparken til boldspil i pauserne.
Vi benytter i høj grad vores nærmiljø, de grønne parker og gode legepladser. Vores ladcykler tager os ofte på gode ture rundt i byen og til Rødovre, hvor vi indimellem holder udeskole i en kolonihave.
Der kan læses mere om skolens hverdag, rammer og pædagogiske værdigrundlag ved at klikke på det nedenstående link.